En krop kan ikke være klam

Jeg læste en novelle i Livsceremoni hver aften i to uger, og de første par aftener gik jeg i seng med mild kvalme. I den første novelle, der har givet navn til samlingen, beskriver fortælleren detaljeret, hvordan hun hjælper med at tilberede sin kollegas afdøde krop. Hun beskriver parteringen af Yamamoto: lugtene og kødets senede konsistens. De laver kødboller af Yamamoto og braiserer ham med yuzu-peberpasta, kinakål og enokisvampe, og så deler de dette måltid med venner og familie til alles store begejstring. Sådan fejrer man sine elskedes liv. Det er en smuk ting. Derfor må jeg undgå ord som ’ulækker’ og ’klam’, når jeg skriver om Muratas noveller, selvom disse ord ofte er de første, der falder mig ind.  

Livsceremoni, både novellen og hele samlingen, er et opgør med klamhed. Mad, sex, kroppe, indvolde, død, ukrudt – gang på gang opdager Muratas karakterer, at ting kun bliver opfattet som klamme, hvis samfundets normer har bestemt, at de er det. Jo mere ulækker en situation, Murata beskriver, jo mere detaljeret og forskønnende er hendes sprog. Jeg sparer dig for den enormt lange passage i novellen ”Puslespil”, hvor fortælleren Sanae fascineret undersøger sin kollegas opkast i et toilet, og giver dig i stedet dette eksempel fra Sanaes tur i metroen:  

”Nedsunket i en luft fuld af udåndinger fra alle de munde, der omgav hende, lukkede hun øjnene, nød fugtigheden mod sin hud og lod sig flyde med. Hun følte sig lykkelig over at blive smurt ind i den kuldioxid, passagerne udåndede.” 

Endnu et slag til normativitet 

Hvis man har læst de to andre værker af Sayaka Murata, der er oversat til dansk, Jordboerne og Døgnkioskmennesket, er der genkendelsesglæde at finde i Livsceremoni. Elementer går igen – ture til Japans landlige egne, der afslører storbyens usunde livsformer, frivilligt sexløse ægteskaber og karakterer, der tror, de kommer fra det ydre rum. Da jeg læste Jordboerne, blev jeg fascineret af hovedpersonernes konstante bevidsthed om det system, de selv og alle mennesker er fanget i – og i novellerne i Livsceremoni er Muratas karakterer mere end nogensinde åbenlyst trætte af storbyens socialt konstruerede normer og fornuft: 

”Du ser alt i absolutter og forlanger, at det skal være på din måde. […] Helt ærligt, sådan er verden. Alle siger, at ting som er sund fornuft, instinkter og moral er mejslet i sten, men i virkeligheden skifter det hele tiden.”  

Byen smelter sammen 

Sideløbende med at Murata dekonstruerer den ene sociale norm efter den anden i ofte ret groteske fortællinger, udforsker hun en radikal samhørighed mellem mennesker. I ”Puslespil” og ”At spise byen” smelter storbyen sammen til en eneste krop. Mennesker er bygningernes indvolde, og de snor og vrider sig rundt mellem hinanden. ”Verden er i live” indser Sanae i ”Puslespil”:  

”Inde i den rektangulære betonblok bevægede de levende organismer sig, åndede og pulserede. Bygningen var som et tavst dyr. Den var ikke længere en beholder, der rummede levende væsner, den var forvandlet til én stor organisme i sig selv.” 

Måske er Sanae ved at miste forstanden, da hun begynder at opfatte menneskerne omkring sig som sine egne indvolde – Sanae opdager pludselig, at hendes veninde er hendes egen hoppende mavesæk, og hendes kæreste er hendes store, bankende hjerte. Alligevel forstår man, hvordan storbyen kan være et stort dyr, der trækker vejret. Beskrivelsen er absurd, men den er fuld af kærlighed til mennesker og deres kroppe. Og Murata er god til at beskrive kærlighed.  

Kærlighed og krop 

Lige så kvalmende billeder, som Murata kan fremkalde, lige så dygtig er hun til at fremskrive sarte unge venskaber og forelskelser. I nogle af novellerne træder groteske skriftlige billeder helt i baggrunden. I stedet bliver en ung fortæller som Ruri i novellen ”Magiske kroppe” et vindue til et uskyldigt, ufordømmende forhold til kroppe, der langsomt formes efter samfundets idealer og tabuer. Ruri beundrer sin mystiske klassekammerat Shihos selvsikre væren i sin egen krop: 

”Hun beskrev aldrig sin krop eller sit begær med lånte ord eller ord, der afspejlede andres værdier.” 

Shiho betror Ruri med en trylleformular. Trylleformularen beskytter Shiho mod de ”voksnes værdier”. De beskytter hende mod at skulle skamme sig over sin krop. Jeg tror, de fleste af os har en lille smule brug for trylleformularen:  

 ”Vores nydelse er vores nydelse, jeres nydelse er jeres nydelse, vi udforsker selv vores kroppe, vi står ved vores nydelse, vi forråder ikke vores kroppe.” 

Jeg håber, at jeg i fremtiden kan læse mange flere lærerige perler fra Muratas litterære univers – men jeg skal aldrig i mit liv bede om at spise aftensmad hos hende.