Eventyr i haven
Kom med på opdagelse i haven. Hver blomst, hvert blad og hvert lille kryb er et nyt eventyr, der venter på at blive opdaget.
Af Annie Christensen
I haven venter store oplevelser for de allermindste. Her kan små hænder grave i jorden, finde regnorme og følge en mariehøne på eventyr. Følelsen af græs under de bare fødder, synet af farverige blomster og summende insekter vækker sanserne og nysgerrigheden.
I havens bede bryder små spirer frem af jorden og bliver til sprøde gulerødder, søde ærter og flotte planter. Når børn dyrker deres egne grøntsager, får de jord under neglene, sol på næsen og måske mod på at smage noget nyt.