Fin, smuk og relaterbar billedbog om at få en hundehvalp
En virkelig skøn og særdeles relaterbar billedbog (for de særlig heldige), der handler om, hvor hårdt det også er at få en hundehvalp.
Af Tiril Mark Høj
I begyndelsen af bogen henter børnene hundehvalpen Sally. Da de lukker hende ud efter køreturen, har hun tisset i transportkassen, og bagefter, da hun bliver sluppet fri i haven, er hun så træt, at hun lægger hun sig til at sove under en rosenbusk. I det næste stykke tid tisser Sally på alle tæpperne i huset, og bider tøj, sko, ledninger mm. i stykker. Og hun gør højlydt!
Til sidst flytter familiens kat, og kommer nu kun hjem indimellem, mens de to børn overvejer måske at gøre det samme, og så komme tilbage igen, når Sally bliver stor. De ved godt, at grunden til at Sally bider i alting er, fordi hendes tænder klør, men de er begge så udmattede, at de en dag, hvor Sally er ekstra slem, går ind i huset, og efterlader hende udenfor. Og så falder de i søvn! Da de vågner igen, er det mørkt! Hvor er Sally?
Marie Norin har skrevet bøger til både børn og voksne, og jeg synes virkelig at hun med sin bog om hundehvalpen Sally, fortæller en virkelig vigtig historie, som man ellers ikke ofte støder på. Nemlig hvor svært og frustrerende det også er, at have en hundehvalp. Hun beskriver, hvordan de to børn i fortællingen, gør det, som andre har overvejet før dem, at lukke døren, så man kan få fred for den krævende lille hund! Men heldigvis ender det jo godt.
Illustrationerne af Julia Hansson er utrolig smukke med masser af skønne farver og et gennemtænkt udtryk. Jeg er særligt begejstret for hendes fortælling, da børnene sidder og græder om natten i haven, hvor ser man hunden Sally i en lysboble over deres hoveder. Hun har også tegnet et tværsnit af huset, så man på en gang kan se børnene gemme sig, mens Sally forretter sin nødtørft på gangen udenfor. Hun bryder udtrykket, da en af siderne er fyldt med børnenes fotografier af Sally, når hun er sød, i de hyggelige situationer, når man glemmer, præcis hvor hårdt det er.
En virkelig dejlig billedbog.