Smukt illustreret eventyr om forsvunden far
Et fantastisk smukt eventyr, der indledes med ’Der var engang…’, og fortæller om en synsk violinpige og hendes forsvundne far, som hun drager ud for at finde.
Af Tiril Mark Høj
Når violinpigen ser gennem sin hånd, for at kigge efter noget bestemt, kan hun indimellem se præcis det, hun kigger efter. Hun ser sin far, der er strandet, og sidder på en sten i fjorden. Derfor tager hun sin violin med, og begiver sig straks afsted, for at finde og trøste ham. Undervejs møder hun adskillige udfordringer. Høje fjelde, dybe moser og det store hav. Men hver gang hun ikke kan komme videre, tager hun sin violin ud af kassen, og spiller en smuk melodi, og hun kan pludselig overkomme alle forhindringerne. Fjeldet åbner sig, op ad mosen viser sig en sti, og havet deler sig, så hendes far kan komme hjem til hende igen. I bølgerne kan man kan se mange ituslåede skibe, som havet har ødelagt store fisk og enorme blæksprutter. Da de sidder hjemme i deres hyggelige stue igen, siger far; ”Der er ingen, der kan spille som dig.” Og violinpigen svarer; ”Jeg spiller jo bare.”
Den lille piges kærlighed er så stor, at den kan kalde hendes far tilbage til hende, efter at han er strandet. Fortællingen rummer masser af eventyrlige elementer i kraft af at pigen på det nærmeste ofrer alt, for at hente sin far hjem fra et sted, der kunne være en slags ’dødens favn’. Hun deler endda havet ligesom Moses. Skøn, vanlig Jon Fosse-magi.
Øyvind Torseter har illustreret billedbogen, og benytter sig af tegning samt collageteknik, hvor han bruger både pap og papir, for at og skabe både skygge- samt lyseffekter. Det er helt vidunderligt, og billedet af fjeldet ligner lidt en sammenkrøllet pose. Han benytter sig mest af gyldne farver, på nær billedet hvor pigen og faren går hjem over engen. Denne illustration er lysegrøn, og vidner om håb.
’Violinpigen’ er en magisk, smuk og sælsom historie for alle.
