Litteratur

Heated Rivalry - hockey er hot

Der bliver talt meget om bøger på de sociale medier, særligt om rivaliserende hockeyspillere.

Af biblioteket

grafik af to ishockeyspillere

Heated Rivalry – en lille produktion fra den canadiske tv-kanal Crave – har taget verden med storm. Pludselig er alle hockeyfans – eller i hvert fald fans af det hede og hjertevarme show om de to rivaliserende hockeyspillere Shane Hollander og Ilya Rozanov, der trods deres fjendskab på isen ikke kan benægte de gnister, der flyver mellem dem. De to mødes offentligt på banen og i hemmelighed på hotellet, for at være en homoseksuel professionel hockeyspiller er ikke så ligetil.

Game Changers

Tv-showet bliver nu endelig tilgængeligt i Danmark og resten af Europa efter dets store succes i Canada, USA og England. Der er allerede blevet annonceret både sæson 2 og 3, og kan man slet ikke vente på det, ja, så kan man heldigvis dykke ned i den bogserie, som tv-showet er baseret på. Det er nemlig Rachel Reids spicy hockey romance-serie Game Changers, der er det boglige forlæg til serien.

Hvorfor er serien så populær?

Det er ikke kun på grund af den unægtelige tiltrækning mellem de to skuespillere, at serien er blevet så populær. Det er også længslen og følelserne, der skildres, og den måde, de bliver håndteret på af forfatteren, som har fået læsere og seere til for alvor at forelske sig i serien. For mellem de hede sexscener ligger længslen: efter hinanden, efter at blive hørt og set, efter at blive elsket for den, man er, og efter at kunne være sammen med den, man elsker – uanset køn.

Serien viser en anden form for kærlighed end den, vi er vant til at se på skærmen, alt sammen centreret omkring kærlig og længselsfuld queersex mellem to mænd i en hypermaskulin sportsverden.

Meget mere hot romance

Har du allerede læst Heated Rivalry, så frygt ej, for der findes mange flere hede romancer. Samtlige bøger på denne liste er romancer og har et højt niveau af spicyness, så er du ikke til eksplicitte sexscener, er det ikke her, du skal finde din næste læseoplevelse. Har du derimod intet imod erotica, så læs endelig videre.