Hvor i verden kan man blive specialist i forunderlige skabninger?
Magiline 3.- I hjertet af mit magiske jeg af Sylvia Douyé & Paola Antista
Af Jette Holmgaard Greibe
Da Magiline i seriens tidligere bind opdager, at vennen Alcide ikke er et menneske, men en sylfide, et væsen, der henter kræfter fra de følelser, de drives af, og at det er ham, der har forvandlet både elever samt feer til glasstatuer, får hun sammen med sine klassekammerater snart befriet alle, undtagen Merode.
For at komme til bunds i mystikken, arrangerer professor Archibald Balzar og hans elever en rekonstruktion af de begivenheder, der førte til at adskillige forskellige væsner blev forvandlet til glas. Imens spekulerer Magiline som en gal over, hvad det er for en magisk skabning, hun har set gennem et stykke tid, som tilsyneladende er usynlig for alle andre. Er det mon et spøgelse eller en skytsengel, og hvorfor ser hun dette væsen, som den eneste? For at finde svar, beder hun sin veninde og fortrolige Willa, om at dække hende under rekonstruktionen i skoven, så hun kan blive tilbage på skolen, og måske komme i kontakt med væsnet. Det nægter Willa, da hun ved, at rekonstruktionen skal være så autentisk som muligt, hvis de skal finde svar. Og siden Magiline skal spille en vigtig rolle, er det vigtigt, hun er til stede! Derfor beslutter Magiline at fortælle professor Archibald om sit mystiske syn. Han giver hende bogen ’Den store bog om drømme og drømmetydning’, og i den finder hun en tegning af Auguren, skabningen fra hendes drømme! Samtidig er klassekammeraterne Arlene, Tara, Willa og Magiline i gang med at løse mysterierne, der efterhånden hober sig op; gorgonen forsvinder fra sit sygeleje, Merode er stadig en glasfigur, der er fundet et menneskeskelet, der kravler rundt med kødædersyge samt spørgsmålet om, hvorvidt Alcide nu virkelig er skyldig.
"Jeg vil dø, hvis ikke du forsvinder!"
Her i tredje del om Magiline fortsætter mystikken om uopklarede plots fra seriens foregående bind, men nye mysterier dukker også op. Både da man finder skeletter fra mennesker på øen, da alle eleverne oplever en kollektiv glemsomhed ift. deres ankomst, hvordan Magiline formår at ringe til sin mor, uden noget signal på øen, gorgonens forsvinden osv. Hændelser som vi ikke får nogen forklaringer eller konklusioner på. Sikkert et bevidst valg fra Sylvia Douyés side, da det efterlader os med masser af spørgsmål. Historien er fyldt med mystik, eventyr og spændende opdagelser, tilføjet venskab mellem teenagere, jalousi, konkurrence og selvfølgelig magi. Pigerne på skolen er ret forskellige af både udseende og sind, og deres tøj afspejler deres personlighed.
Det grafiske univers af Paola Antista, farvelagt af Lowenael, er stadig helt fantastisk. Illustrationerne er storslåede, farvelægningen magisk og detaljerne enestående med mange smukke landskaber og atmosfærer. Tegningerne skaber fornemmelsen af en drømmeagtig, fascinerende atmosfære, som nogle gange er både skræmmende og foruroligende.
Sammen med Magiline bevæger man sig i krydsfeltet mellem ’Harry Potter’, ’Nordlys’ og ’Amulet’, og der er garanti for underholdning i de fineste klæder.
Detaljer
Tegneserie
Titel: Magiline 3.- I hjertet af mit magiske jeg
Forfatter: Sylvia Douyé
Illustreret af Paola Antista
Forlag: E-voke
Emneord: spænding, magi, varsler, venskab