Velkommen til en helt ny Zorro. Og så alligevel-
Zorro – Opstået fra de døde af Sean Murphy
Af Jette Holmgaard Greibe
For 180 år siden siger legenden, at Zorro ankom til kirken i byen La Vega i Mexico, hvor han bad en bøn, og derefter skar et 'Z' i dørkarmen. Dette tjener som en ed om at beskytte folket, og han er dermed byens frelser.
Zorro er i dette univers dels en virkelig person, der levede i det 19. århundrede, dels en legende, som folk nærmest tilbeder. Under en fejring af ’De Dødes Dag’, hvor de i La Vega benytter sig af en mand klædt ud som Zorro, ser drengen Diego De La Vega og hans storesøster Rosa deres far i Zorros klæder, få halsen skåret over af det lokale narkokartel ledet af El Rojo. Dette er et statement, der skal medvirke til at tilbedelsen af legenden ikke fortsætter. Og alt imens Rosa forsvinder i mængden af de mange mennesker, løftes Diego i sikkerhed af præsten inde i kirken.
20 år senere har mordet på deres far bevirket, at Rosa og Diego ikke har set hinanden siden dengang de blev forældreløse. Diego brød sammen, efter mordet på sin far, og talte ikke i 20 år. Han vokser op hos den ældre Alejandro, hvis overbevisning om eksistensen af legenden Zorro, har betydet, at han træner Diego i kamp, ikke mindst fægtning. Alejandro og Diego bor i et fort uden moderne bekvemmeligheder på landet omgivet af tamme ræve. Og i denne verden begynder Diego at tro på, at han virkelig er Zorro. Alejandro holder El Rojo og hans lejemordere fra livet ved at forære dem jord og andre værdier, i håbet om at de lader Diego ham i fred.
Rosas vej frem mod voksenlivet, ser noget anderledes ud. Hun bliver optaget i selvsamme bande, der myrdede hendes far, og hun besøger aldrig sin bror. Hun siger til sin kæreste, at man ikke har andre valg end at arbejde for El Rojo, når man bor i La Vega. En dag bliver Rosa bedt om at vise vej til Alejandros hjem, og fyldt med bange anelser kører hun derud med sin nærmeste chef Trejo. Men alt derude ender i kaos, da banden skyder og dræber Alejandro.
Fra den dag beslutter Diego sig for, at han er Zorro, der skal hævne mordene på sin far og den mand, der tog sig af ham! På ryggen af sin sorte hest Tornado, og med sin tamme ræv Bandido om halsen, begiver han sig, i følgeskab med Rosa, afsted for at dræbe El Rojo. Rosa forsøger at forstå, at hendes bror tror, han er en superhelt, der kan besejre et narkokartel, som både har pistoler og biler, mens han selv gør brug af en kårde fra ryggen af sin hest. Men måske er Diegos tro på sig selv nok?
"Men Gud kalder på os, Rosa! Det her er hans plan, sat i gang den dag vores far døde. Han lod os overleve og forberedte os på netop dette øjeblik, så vi kan rette op på Den Røde Djævel, El Rojos, synder..."
Jeg havde en fantastisk oplevelse fra start til slut. Dels fordi tegneserien er en fantastisk blanding af en hyldest til legenden om Zorro, der har levet i sine tilhængeres bevidsthed i mere end 100 år, men også pga. de mange metakommentarer til selvsamme legende, og ikke mindst er der simpelthen action fra start til slut.
Og hvem vil ikke elske de forskellige kampscener, der viser, en fyr i lang sort kappe, der er eminent med sin kårde, sagtens kan udmanøvrere en flok gangstere med maskingeværer.
Illustrationerne var virkelig gode og meget skarpe, så jeg var aldrig i tvivl om hvad der foregik i den enkelte scene, eller hvem det skulle forestille. Farvevalget er afstemt, og der er benyttet en del rød farve, hvilket passer rigtig godt til både den gamle legende og den evindelige trussel fra narkokartellet.
Stilen er bevidst gammeldags på en særdeles appellerende vis, og Zorro udvikler sig gennem hele serien, til han ender som en virkelig superhelt.
Tegneserien er en helt forrygende, underholdende og moderne Zorro-historie, der er opbygget af tematikker som familie, ære og pligt, uden på nogen måde at gå på kompromis med hverken action eller superhelteelementerne. Sean Murphy er virkelig dygtig til at indfange de mexicanske landskaber og arkitekturen, og sætte det sammen med spænding, helte og masser af passion.
Detaljer
Tegneserie
Titel: Zorro- Opstået fra de døde
Forfatter & Illustrator: Sean Murphy
Forlag: E-voke
Emneord: superhelte, narkokarteller, Mexico, legender