Det allerbedste man kan være, er en god ven
Man kan heldigvis være lige præcis den, man gerne vil være! Og det allerbedste man kan være, er en god ven.
'Julian til bryllup' af Jessica Love
Af Tiril Mark Høj
Julian er tilbage i anden bog i serien. I bind et, ’Julian er en havfrue’., ser Julian og hans bedstemor tre meget smukke kvinder i toget, der alle er klædt ud som havfruer, og Julian vil så gerne se ud ligesom dem. Men det er der råd for.
I denne billedbog skal Julian og hans ven Marisol til bryllup sammen med deres bedstemødre. Efter ceremonien vil de to venner lege sammen med brudeparrets lille hund, men snart er Marisols fine ferskenfarvede kjole blevet enormt snavset. Heldigvis har Julian en skjorte på, som han hjælper Marisol med at få på i stedet, og han kan ovenikøbet binde et lille bånd om hendes liv, så de to venner kan gå tilbage til de andre og fortsætte festen.
Der er meget lidt tekst i billedbogen, faktisk kun enkelte ord på hver dobbeltside. Men illustrationerne er ganske enkelt helt vidunderlige. Jessica Love benytter vandfarver på brunt papir, og resultatet er så smukt. De pastelfarvede kjoler, formerne og de drømmeagtigt gengivne materialer, pynten til festen samt bogens øvrige rammer, er simpelthen så atmosfæriske og smukke, at man nærmest ikke kan få nok af det hele.
Jessica Loves fine morale om, at man kan elske, som man vil, og ikke behøver underlægge sig samfundets krav til hverken seksualitet eller påklædning, gør mit halvgamle hjerte blødt som smør.
”Et bryllup er en fest for kærligheden”.
Jessica Love har modtaget kritik fra mennesker, som mener, at hun som hvid heteroseksuel kvinde, der skriver om en afroamerikansk dreng, som elsker kjoler, understreger sin overprivilegerede situation, men uden at kende Jessica Love, læser jeg ikke andet end bunker af kærlighed ind i hendes serie om Julian.