En perle af et gys

Var det fordi lillebror Lukas på 3 år proppede et spurvehoved (med spurv) i munden, at Lukas’ og Billies forældre besluttede, at de skulle flytte på landet? I hvertfald har forældrene købt en forladt togstation i den lille by Helgrenda, og 12-årige Billie er ikke begejstret. Moren har mistet sit arbejde som forsker i Oslo, hvor familien boede i en lejlighed, og de besluttede, at det var på tide at prøve noget helt nyt. Langt fra Oslo og langt ude på landet. 

Billies mor ved, hvor svær flytningen er, og forærer derfor sin datter forsøgsrotterne Salt og Peber, og Billie bliver simpelthen så lykkelig. Men en dag følger rotterne med hende i skole, og Salt forsvinder. For så at dukke op et højst uventet sted noget senere. Henne i skolen bliver Billie gode venner med Rasmus fra klassen, som bor på en gård ikke langt fra stationen. Han er meget ensom, og bliver ignoreret af de andre elever. Måske fordi han har svært ved at koncentrere sig, og får lov til at komme og gå i klassen, som han vil. 

I det ’nye hus’ er det mere end 50 år siden, man har kunnet høre toget, men der er en tilstedeværelse af et eller andet udefinerbart, som kun Billie opfatter. Nogle gange er der skrevet på væggene, andre gange taler Lukas (som ikke kan tale) med en mærkelig stemme. Billie indvier Rasmus i sine bekymringer, og sammen forsøger de at opklare, hvad der foregår på stationen.  

Forfatteren indleder fortællingen med at springe direkte ind i en makaber åbning, hvilket er med til at sætte stemningen for resten af romanen. Hun benytter sig af flere gyserelementer, eks. den tætte skov, den nedlagte togstation mv., dog uden det bliver for overvældende. Anne Elvedal er genial til at skrive om uhyggelige og overnaturlige fænomener. Og så er hun eminent til at opbygge sine gys omkring helt almindelige familier. For så at tilsætte karakterer som ’Mesteren’, hans elskede ’Florentina’ og ’den ansigtsløse’. 

”Inde i hætten kom et hoved til syne. Ingen øjne stirrede på mig, ingen næse rynkede, ingen mund åbnede sig og hvæsede ad mig. Jeg kiggede på en hvid hud, som var helt glat, som silke. Jeg så direkte på et hoved uden ansigt. Og alligevel var det, som om hun skreg mod mig, uden lyd.”

Historien er desuden illustreret stemningsfuldt og nøje afstemt i s/h af Hedda Kverndalen, hvilket bryder teksten fint op, og tilfører en atmosfærisk fornemmelse til oplevelsen. 

Forfatteren vender hele historien på hovedet på en dejlig overraskende måde, og jeg må simpelthen indrømme, at jeg blev så rørt undervejs, at jeg næsten græd. Billie og Rasmus’ venskab er smukt, og begge har de store hjerter. Det er sjældent at jeg som voksen, virkelig nyder at læse en børnebog, men det er tilfældet her! Alle børn fra ca. 12 år bør læse denne perle.