Cecilie Lind har født et udyr, som jeg vil knuge ind til mig

Cecilie Lind sætter en frygtindgydende roman i verden. Den hedder Bristefærdig. Og den får mit hjerte til at svulme, og min mavesyre til at trænge op i munden.

Hovedpersonen er en ung kvinde, der driver ensomt gennem tilværelsen, stræbende efter skønheden, som var, da hun var barn og hendes stedfar tog billeder af hendes nøgne krop i smug.

Siderne driver af sex. Og jeg tænker på Linds roman Pigedyr, hvor jeg’et også vil være smuk og seksuelt tiltrækkende i en sådan grad, at det hælder mod det absurde. På samme måde er kvinden i Bristefærdig underligt ærlig om sine lyster, når hun siger ”Det var mit store håb for dig og mig: at din pik var stor.” Kvinden frastøder og tiltrækker mig på samme tid. Hun er klam, sårbar og hungrende efter skønhed og omsorg. Som hun selv siger: “Jeg var krævende. For meget. Lidt ulækker.” (Meget ulækker.)
 

Moderdyret fødes

Pludselig er der en fødsel. Jeg’et er blevet gravid efter en hotelværelsesnat med Jacob, der er far i en kernefamilie, som hovedpersonen ikke beundrer (Jo, hun gør). Men der er ikke noget menneskebarn. Jeg’et føder en tumor, et levende fremmedlegeme, og hun beskriver selv sit barn som et monster:

”JEG HAR FØDT ET MONSTER. Det er blåt og slimet. Vådt og silket. Med cirkulerende rosa øjne. Ingen pupiller.” Datteren har sugekopper som en brystpumpe og pels som en kattekilling. Og ”selvom jeg væmmes ved det jeg har født er jeg blevet mor,” siger moderdyret. Hun er bristefærdig af kærlighed og stikker af med sin datter. Hun flygter ud til det hus, hun (måske ikke?) har købt. Lind leger med den afvigelse, der er mellem skrift og handling, mellem virkelighed og fiktion i hele romanen, og jeg mister orienteringen mellem virkelighed og forestilling. (Det er også ligemeget!)

I huset begynder barslen og overgangen til et nyt liv: ”Jeg ved ikke om jeg kan være hendes mor og blive ved med at være menneske. Det vigtigste er at være mor.” Herfra begynder det menneskelige at træde i baggrunden, kærlighed og væmmelse smelter sammen. Barnet vokser og svømmer og kryber slimet hen ad gulvet. Mor og datter spiser råddent kød fra husets fryser, mens mormor er et træ ude i haven, som beskytter dem mod dyret og dem, som vil skille mor og datter ad. Det er uhyggelig godt skrevet. Lind balancerer mellem afsky og genkendelse, så hænderne klasker mod panden: ”Jeg fantaserer om at smøre mig med kød, ligge blottet på sengen med spredte ben og afvente tungen. Jeg gør det og dyret kommer.”
 

Jeg krummer mig

Jeg er ikke selv mor. Jeg er en 22-årig humaniorastuderende, som holder af sproglige roser (og ja, Cecilie Lind forærer mig en hel buket). Alligevel er der en del af mig, som forstår den kærlighed, hovedpersonen i Bristefærdig oplever. Den sidder lige over brystet og får mine skuldre til at trække sig sammen, så ryggen bliver krum. Tæerne, brynene, skuldrene krummer sig. Måske i væmmelse over, at mennesket kan vælte så langt ud over gennemsnittet, men også fordi jeg forbløffes over menneskets evne til at holde af noget ikke-menneskeligt. Forholdet mellem menneske og ikke-menneske er bristefærdigt af kærlighed. Det samme kan man ikke sige om relationerne mellem menneskerne i romanen, som er præget af jalousi, skam og svigt. Og jo mere dyr, moderdyret bliver, desto mere glæde føler hun. Skønheden er ikke et menneske. Moderskabet er ikke en hårdt opvredet klud. Instinkt er ikke en sygdom. Det er helt suverænt skarpt skildret, Lind. Tak for at vaske mine øjne.