En indfølende og klog novelle om forandring.
Om Atlas, der vil være kunstner, og laver kultegninger, som udgangspunkt for de skulpturer, han vil skabe.
Af Tiril Mark Høj
Han er droppet ud af gymnasiet, og overvejer at søge ind på en kunstskole i Firenze, men ved ikke om han kan rejse fra sin lillesøster Mo, som er hans største fan og kritiker.
Deres forældre er gået hver til sit, og Mo har haft det rigtig svært, og skåret i sig selv. Derfor skal de sammen med deres mor Trine, bo hos morens bror Troels på landet i en periode. Trine vil have, at Atlas skal tage en uddannelse, og ikke blot forsøge sig som kunstner. Hvilket Atlas er dybt uenig i! Han er rasende på sin mor, fordi han ved nogle ting om hende, som Mo aldrig må få at vide. Og de har en stiltiende aftale om, at de hver især lader den anden i fred!
En nat kan Atlas ikke sove, og går en tur. Han møder Zacharias med den gamle mandolin, og de er sammen den nat i det shelter, som Zacharias bor i lige nu. Og om morgenen er alt helt forandret…
”Nogen ville sige, at heste er det ypperligste, man kan tegne, siger jeg. Men du er ikke nogen. Nej…Men jeg vil gerne tegne dig sammen med hesten.”
En superfin kortroman der viser, hvordan man nogle gange kan sidde fast i dårlige mønstre, men også at de kan brydes. Hvis man tør! Atlas er så vred på sin mor, og så bekymret for Mo, at han helt har fastlåst dem og sig selv i nogle roller, der kræver alt for meget negativ energi at opretholde. Mødet med Zacharias bliver det vendepunkt, der ubevidst flytter måden han tænker på, og det ender med at frisætte ham.
