Fiktionaliseret biografi, der eksperimenterer med dialog og tegning samt mødet mellem forfatter/illustrator og objekt.

”Det hele starter med døden.”

Rikke Villadsen har udfordret modtageren i sin tegneserie. I historien opsøger hun den tyske kunstner Käthe Kollwitz (1867-1945), der var en mester til at tegne samt forme skulpturer. Hun var i stand til at gengive mennesker med stor indsigt, ærligt og uden forstyrrelser. Hun var både grafiker og billedkunstner, og hendes kunst var rå, smuk og stærk. Hun efterlod sig 247 grafiske værker, 19 bevarede skulpturer og omkring 1450 tegninger. 
Rikke Villadsens figur indleder sin fortælling med en mindre diskussion med sig selv, om hvorvidt hendes fascination af den tyske kunster skyldes, at hun søger genkendelse i Käthe Kollwitzs linjer, eller om hun blot er interesseret i at kopiere den anden kvindes originalitet. 
Da samtalen mellem de to karakterer er indledt, fremsætter Käthe Kollwitz på et tidspunkt en tanke om, at selvtilfredsheden er den største fare i et selvportræt, hvortil Rikke Villadsen svarer, at ”man klæber sig til synet af sig selv i min tid.” Velkommen til kollektiv selverkendelse!
Rikke Villadsens figur italesætter, hvor svært mennesket har det med deres nærmest endeløse og rammeløse frihed, samt hvordan menneskehedens visioner i dag, hviler på tankeren fra historiens store tænkere. Karakteren Käthe Kollwitz betragter modsætningerne i sin verden som en vigtig dualisme, nærmest noget fundamentalt, hvorimod Rikke Villadsens karakter har større fokus på forskellene. Det kan måske tilskrives, at Käthe Kollwitz blev professor ved ’Akademie der Künste’, og muligvis i kraft af den anerkendelse i en patriarkalsk verden, følte målet var nået? Hvorimod ligestillingskampen foregår anderledes nu, selvom det grundlæggende stadig handler om ligeværd og retten til at være individualister i en mangfoldig verden.  
I bogen møder vi døden adskillige gange, bla. som en allegori gennem fortællingen om hjorten, men også i den korte historie ’Ved min mors kiste’, hvor hænderne spiller en central rolle. Rikke Villadsens egne og hendes mors som begge skaber liv, objekter, eller muligheden for at holde fast på noget. I fortællingen om ’Gretchen og lighuset i Berlin’, som er en viderefortælling af Käthe Kollwitz tegning af en fattig højgravid kvinde på en bro, som ser ned på Døden, der ligger på hug på jorden og krammer et spædbarn. Kvindens syn viser det billede, hun tror vil hjælpe hende at give sit ufødte barn til Døden. Rikke Villadsens karakter bringer også de den tyske kunstners hemmelige erotiske tegninger til live, ved at stille spørgsmål til dem og tage dem med til en nutidig sammenlignelig og legal kontekst. Rikke Villadsen lukker sin fortælling med flere åbne spørgsmål, i den korte historie ’Dødsangsten’, som følges af den smertefulde afsked. 
 

”Jeg skal bære vidnesbyrd om menneskenes lidelser.”

Rikke Villadsen driver gennem samtalen og egne tanker vedkommenhed samt eksistentialisme frem, og bringer dermed de afdøde kunstner til live på en nærværende og interessant måde. Hun bringer en forløsende vinkel ind fra begyndelsen, hvor hun introducerer sig selv ved at slå fast, at hun kan tage flere former, netop fordi hun både er tegneserietegner- og figur. Rikke Villadsen har fundet en måde, hvorpå hun kan sætte fokus på Käthe Kollwitz på en særlig og overraskende måde, der komplimenterer følelserne for kunstnerens genialitet. 
Tegneserien er alt andet en lineær! Den er drevet af dialogen mellem de to karakterer, samt Rikke Villadsens flygtige tanker, sårbare åbenhed, og den uindpakkede hyldest til sit idol. Og måske til sin mor? Desuden fremstiller Rikke Villadsen sin figur med ironisk humor, som tilfører en anelse lethed til de mange spørgsmål, der stilles. Hvert svar udløser mindst to nye spørgsmål, men alligevel bindes en florlet erkendelsestung verdensvis knude til slut. 

Detaljer
Tegneserie
Titel: En samtale med Käthe Kollwitz
Forfatter & illustrator: Rikke Villadsen 
Forlag: Fahrenheit
Emneord: eksperimenterende biografi, kunst, samfund, identitet