Litteratur

Inge Lehmann kæmpede hårdt for de resultater, hun opnåede i en mandsdomineret verden.

Inge Lehmann – Jordens inderste kerne af Sussi Bech & Helle Houkjær

Af Jette Holmgaard Greibe

Inge Lehmann blev født i København i 1888. Hendes mor Ida Sofie Lehmann var den ældste i en stor søskendeflok og voksede op i København. Ida Sofie Lehmanns far havde bygget sin egen boghandel, så alle hans børn var vokset op i et hjem med bøger. Inge Lehmanns far Alfred Georg Ludvig Lehmann voksede også op i det indre København, som søn af en oberst og en mor, der var kongelig rådgiver. Ida og Alfred Lehmann giftede sig i 1887, året efter kom Inge til verden, og nogle år efter lillesøsteren Harriet. 
Da Inge skulle begynde i skole, blev det på H. Adlers Fællesskole, som var den første skole i Danmark, hvor piger og drenge blev undervist sammen. Her skulle drengene deltage i madlavning og syning på lige fod med pigerne, som til gengæld spillede med i fodboldkampene. På skolen blev hendes store begavelse både set og anerkendt, for allerede som barn var Inge Lehmann både et virkeligt velbegavet og videbegærligt menneske, og hendes interesse var rettet mod videnskaben. I så høj grad at hendes forældre efter et skolebal fandt deres dengang 11-årige Inge sammen med en flok ældre elever, og var i fuld gang med at løse andengradsligninger. Men hun havde en del helbredsproblemer, og måtte flere gange afbryde sine studier. 
"Vi var en broget flok, individuelt forskellige - men skillelinjer efter køn, race eller sociale forhold eksisterede ikke for os."
Alfred Lehmann blev udnævnt som professor i psykologi i 1919, og var Inge Lehmanns store forbillede. Han beskæftigede sig helst med ’den 'eksakte naturvidenskab', også i sine psykologiske studier.
På skolen mødte Inge Lehmann Hanna Adler, Niels Bohrs moster, der havde læst fysik på universitetet, samt Thyra Eibe, som var hendes matematiklærer, der desuden var den første danske kvinde, der tog en kandidatuddannelse i matematik. Men det skulle alligevel vise sig at skolens holdning gik imod datidens holdning i samfundet generelt. 
Da Inge Lehmann senere studerede matematik ved Cambridge University i England i 1910, rådede selv hendes visionære far hende til at stoppe den akademiske karriere, da hun ’manglende udholdenhed’, men i 1920 færdiggjorde hun alligevel sin uddannelse som kandidat i matematik og fysik. I 1922 tog hun på studieophold i Hamborg, hvor hun arbejdede hun sammen med professor i matematik, Wilhelm Blaschke. I 1925 blev Inge Lehmann som 37-årig udnævnt til assistent for Niels E. Nørlund, direktør for 'Gradmålingen', en geodætisk institution med ansvar for at opstille seismologiske stationer i Danmark og Grønland. Her lærte hun bla. om betydningen af seismologiske målinger, og I 1928 blev Inge Lehmann uddannet mag.scient. i geodæsi, og samme år udnævntes hun til statsgeodæt hos ’Gradmålingen’. 
Inge Lehmann gik på pension fra Geodætisk Institut i 1953, men fortsatte sin videnskabelige karriere. Hun opnåede faglig anerkendelse i USA, hvor hun i 1964 blev æresdoktor på Columbia University, og i 1971 modtog hun som den første kvinde nogensinde den store geofysiske pris ’Bowie-medaljen’. Men i 1968 fik hun endelig en æresdoktorgrad ved Københavns Universitet. Inge Lehmann fortsatte med at arbejde i adskillige år, og hendes sidste artikel blev publiceret i 1987, da hun var 99 år.  
Inge Lehmann døde som 104-årig i 1993, men inden havde hun stiftet en fond, ”der yder støtte til arbejde, der har videnskabelig sigte, inden for eksperimentel psykologi og geofysik.”  
 

"... a master of black art for which no amount of computerization is likely to be a complete substitute... (Geofysiker Francis Birch om Inge Lehmann i 1971)

En vidunderlig biografi i tegneserieformat om en af verdens ti dygtigste videnskabskvinder, der måtte arbejde så hårdt for at blive anerkendt i sit hjemland. Forfatter og illustrator Sussi Bech er en virkelig dygtig historiefortæller, som i samarbejde med Helle Houkjær både fortæller om Inge Lehmanns professionelle liv, men der i endnu højere grad udruller Inge Lehmanns barn- og ungdom, og som gennem de smukke tegninger virkelig får alle følelserne med. Vi præsenteres også for andre interessante mennesker, og vi får desuden tegnet et billede af Inge Lehmanns tid og de store udfordringer, der fulgte med hendes valg. 
Inge Lehmann står i dag som et kæmpe forbillede for alle der brænder for noget, og for alle hvis drømme ikke ligner alle andres. 
Sussi Bech står ydermere bag den prisvindende tegneserie ’Ørsted- han satte strøm til verden’, som også er helt vidunderlig, om end lidt mere kompleks. 

Detaljer
Tegneserie
Titel: Inge Lehmann- Jordens inderste kerne
Forfatter: Sussi Bech & Helle Houkjær
Illustrationer: Sussi Bech
Forlag: Eudor 
Emneord: biografi, seismologi, forskning