Underholdende og vanedannende univers fortættes i 3'er

Violet med det sølvfarvede hår og den eftertragtede Xaden Riorson har et stærkt og hedt forhold på trods af fortidens mange spøgelser. De går på Basgiath Krigsakademi, og begge er drageryttere, hvilket betyder, at der eksisterer et særligt bånd mellem drage og rytter. Xadens drage er den store hun Sgaeyl, og Violet har ikke blot én men to drager! Den sagnomspundne sorte kæmpedrage Tairn og den sjældne gyldne unge Andarna. 

Hver elev på militærakademiet har en eller flere signaturkræfter, og i ’Iron Flame’ blev det klart, at Xadens signaturgave er ændret, så han nu er ved at udvikle sig til en af de frygtede Slangesjæle. Men endnu kan han (for det meste) stadig kontrollere sine mørke skygger. Slangesjælene er en type drageryttere, der skaber kaos og dræber både drager, krigere og uskyldige ofte fra ryggen af deres frygtede dragelignende ridedyr Wyverns.

Violet og en af hende udvalgt skare er sammen med prinsen af Navarre rejst udenfor kongeriget i håb om, at kunne overbevise de andre riger om, at alle er nødt til at samarbejde, hvis ikke Slangesjælene skal udslette dem. Desuden er de på udkig efter andre drager fra ’den syvende art’, som er Iris-drager som Andarna. Gruppen består af et lille følge af både drage- samt grifryttere, men som de kommer frem, bliver Violet mere og mere overrasket over manglen på velvillighed til at lytte hos de enkelte herskere. Hun indser, at hun nok er tvunget til at tage sagen i egen hånd, og glemme alt om diplomati, hvis forhandlingerne skal blive til noget! Hun kæmper også mod tiden, og ikke kun hvad angår at skabe alliancer, men også for at finde en kur, der kan forhindre Xaden i at blive fuldbyrdet Slangesjæl!

Der bliver flere og flere bipersoner, som serien skrider frem, og jeg forsøger at holder tungen lige i munden, for at holde styr på de enkelte ryttere og deres magi. Bla. er karakteren Ridoc et både velvalgt herligt og humoristisk pust, der sammen med sin drage Aotrom, leverer masser af sjove øjeblikke.

Xaden og Violets forhold er mere inderligt og ligeværdigt, og Violet er på ingen måde en lille skrøbelig pige længere, men derimod har hun udviklet sig til både at være leder og strateg, og hun sætter sin deling højere end sig selv, og hun har ikke brug for nogen til at udkæmpe sine slag! Forfatteren har skruet lidt ned for sexscenerne, uden at kærligheden er i fare, og enkelte steder skriver Rebecca Yarros, at ’en rytters første prioritet og første kærlighed, er deres drage.’ Til gengæld har der indfundet sig en mørkere tone i serien, hvilket er rigtig klædeligt, og dragerne har også fået mere plads. 

Rebecca Yarros’ univers er både virkelig underholdende, og vist også en smule vanedannende.