For børn

Anbefaling: 'Krøniken om Mistle End 2. – Jagten begynder'

af Benedict Mirow.

Endnu en hæsblæsende bog i serien fra det eventyrlige Mistle End, hvor magi og politik eksisterer side om side.

Af Tiril Mark Høj

Cedrik er faldet rigtig godt til i den mærkelige by Mistle End, han nyligt er flyttet til sammen med sin far. Byen er hjemsted for flere magiske væsner, og han har fundet sine bedste venner i søskendeparret Emily og Elliot, som er hhv. formskifter og troldmand, samt i hans kongeørn Skye. I seriens første bind opdagede Cedrik, at han er en druide, hvilket betyder, at han kan kontrollere jorden og planterne, samt forstå dyrenes sprog. Han mødte også den mørke druide Crutch, med kræfter ligesom Cedrik, men som valgte at bruge sine kræfter på at opnå magt, og her i bind to udgør Crutch en afgørende trussel mod Mistle End.

Byen er desuden truet af en stor brand, og Cedrik opsøger Vinterens dronning Beira for at få hjælp, og han får derefter ilden under kontrol. Men ilden fungerer blot som afledningsmanøvre, der dækker over, at nogen ønsker at stjæle en særdeles kraftfuld bog fra biblioteket. En bog der gør det muligt at opspore samt benytte portaler til andre verdner. Det viser sig, at bogen sandsynligvis er blevet bragt til London, og Cedrik, Emily og Elliot, benytter en af de endnu aktive portaler til at følge efter bogen, og bringe den tilbage. I de forkerte hænder kan bogen ødelægge Mistle End, og endog frembringe en krig mellem de magiske væsener. Derfor er et altafgørende opgør uundgåeligt, da Cedrik igen møder Crutch, 

 

Benedict Mirow efterlod sine læsere med noget af en cliffhanger i bind et, og det samme gør sig gældende for bind to. 

Der dukker nye væsener og karakterer frem, som hjælper med at beskytte hovedpersonerne samt Mistle End. De tre venner er på en vild og eventyrlig rejse, som bla. tager dem med til London, som delvis styres af vampyrerne. Der er tonsvis af spænding heri, og der udkæmpes adskillige brutale kampe. 

Som i seriens første bind er bogen her også en visuel fornøjelse med sit smukke smudsomslag, der er udstyret med et kighul til en imponerende illustration af Kraken. 

Fans af serier som ’Harry Potter’, ’Percy Jackson’ og ’Skandar’, hvor kampen sejler frem og tilbage mellem det gode og det onde, vil helt sikkert elske ’Mistle End’. 

En virkelig spændende og velskrevet læseoplevelse til alle fra ca. 10 år.