Anbefaling: 'Lightfall 3. – Mørke tider'
af Tim Probert.
Jeg er på det nærmeste forelsket i denne serie, men igen, hvilken bibliotekar ville ikke være blød om hjertet med et smukt, spændende og rørende eventyr i hænderne, hvori der også fortælles om en ’vidunderlig bibliotekar’.
Af Tiril Mark Høj
Alle de overlevende fra slaget ved Rinn, rejser nu mod byen Baihle. Men kort efter forlader Bea, hendes bedstefar Grisetroldmanden, galdurianeren Cad, katten Nimm, dragen Soot, det lamalignende dyr Vimse og deres lille ven arsaien, resten af selskabet, og tager afsted mod ’Kundskabens Citadel’, som gemmer på verdens mest mørke hemmeligheder. Undervejs møder de mere af den livsfarlige ’Dynd’, de finder også ’Kundskabens Citadel’, hvor Bea og hendes bedstefar læser i en uge, for at finde svar. De tager et kort ophold i dalen, Cad kommer fra, og hvor helbrederen Mallore tager sig af Grisetroldmanden, der er kommet alvorligt til skade, men de møder også ’de fjerede’, hvis skæbne er en ganske anden end nogen havde troet. Samtidig står de overfor endnu flere gåder, møder mange allierede, men også stadig større farer.
Både de elskelige karakterer og fortællingens smukke visuelle udtryk har indfanget mig fuldstændigt. Beas rejse er ikke kun den fysiske del, men i særdeleshed også gennem hendes angst, som er afbilledet gennem noget der ligner mørke fjer, der omslutter hende. Venskabet mellem Bea og Cad samt deres afhængighed af hinanden vokser gennem historien, og der er desuden en hel del humor heri. Særligt mellem Cad og Bea. Begge udvikler sig, og der tilføres flere lag til dem begge. Altid-optimistiske Cad mister indimellem sit ukuelige håb, mens Bea nogle gange optræder som en sand kriger, der ikke længere lammes af angst.
Bogen er, udover en gedigen fantasyhistorie, også helt enormt smuk. Grafikken har fået en mørkere tone, og der er ikke meget lys i bogen. Hvilket dog ikke betyder fravær af liv! Bogens farver og toner er vidunderligt smukke og levende.
Jeg må igen vente på seriens næste bind, selvom det er svært.
