Anbefaling: 'Niels Bohr – Kvantespring i København'
af Niels Roland.
En visuel fortælling om Niels Bohrs store arbejde med at revolutionere fysikken, og den er både fuldstændig gennemtænkt samt genialt formidlet.
Af Tiril Mark Høj
Niels Bohr blev født d. 7. oktober 1885 i København, og voksede op med sine forældre Christian og Ellen Bohr samt storesøsteren Jenny og lillebroren Harald. Niels Bohrs far var professor i fysiologi ved Københavns Universitet, så videnskab var altid været en stor del af Niels Bohrs liv.
Bogen indledes med, at vi ser Niels Bohrs bord, som vi får at vide, hvis vi kigger nærmere efter, består af molekyler, som igen består af atomer. Hvis vi virkelig kigger godt efter! Som Niels Roland viser os, er størrelsen på et atom, ligesom at se en myg i en katedral.
Niels Bohr har inviteret kolleger fra hele verden til at komme, så de sammen kan have masser af gode diskussioner, og som han husker dem alle på, er han også vært i denne tegneserie. Fysikerne fungerer som opklarende elementer i bogen, ift. at benyttes til forklare nogle af de ret komplicerede teorier, men de var også hans venner i den virkelige verden. Bedst som de er i gang med at kaste lys over et eller andet, opstår der ofte en eller anden udefra-hændelse, som kan forklares af én eller flere af Niels Bohrs mange kolleger. Eks. eksploderer en bilmotor udenfor, hvilket Bohr tilskriver Paulieffekten, hvilket dækker over tilstedeværelsen af en ulykkesfugl i laboratoriet. I det samme træder den østrigske fysiker Wolfgang Pauli ind ad døren. Og sådan veksler historien mellem forklaring af teorier, vist som konkrete eksempler, præsentation af fysikere og fritiden med familien.
Niels Roland har givet sin læser en legende tilgang til Niels Bohr og fysikken, som Niels Bohr desuden selv gjorde brug af i sit arbejde. Jeg ved godt, denne bog er en biografi, men den er i lige så høj grad en bog om fysikkens love. En populærvidenskabelig og særdeles underholdende bog pakket ind i tegneserieformat. En billedfortælling med de herligste illustrationer, der understøtter et ’svært spiseligt’ emne. Jeg kan simpelthen ikke rose denne type af fag/skøn/billedfortællingsformater nok!
Bogen har masser af humor. Eks. møder man Bohr, der tænder en pibe, mens han siger, at han godt ved, hvor skadeligt tobak er, men at ’vi jo befinder os i 1930’erne, og en anden sammenhæng’. En form for intertekstualitet hvor han taler med sig selv, men også til sin læser. Niels Bohrs kone Magrethes hyggelige bemærkninger, får også smilet frem hos læseren.
Læs den fra ca. 13 år, og læs den i høj grad som voksen.