Litteratur

En utrolig fin og følsom fortælling om svigt

Kathrine Assels har en særlig sans for at fortælle store historier, der ved første øjekast lader som om, de er små.

Af Tiril Mark Høj

Fortællingen handler om en ung kvinde, der efter gymnasiet, rejser til USA, for at køre tværs gennem landet. Mens hun holder for rødt i en lysregulering, da hun netop er kørt fra biludlejningsfirmaets parkeringsplads, sender den røde farve hende tilbage til dengang hendes mor gav hende en rød taske, og med ét er alt ligegyldigt! Hvorfor skal hun realisere noget så meningsløst, som et roadtrip, når verden er i kaos?

Hun ændrer sine planer, afleverer bilen igen, og tager på gaden imod en flyer om en reggaefestival, som hun beslutter at deltage i. På festivalen møder hun en flok miljøaktivister ’Nature First’, der leder efter en frivillig, til at bo i et næsten tusind år gammelt rødtræ, for at forhindre det i at blive fældet. Foreningen regner med, at tømmerselskabet giver op efter et par uger, men den unge kvinde kommer til at bo i træet, som kaldes ’Dronningen’ i to år! Og i de mange måneder gennemgår hun en transformation, der bygger på erindringer og savn, som smelter sammen til en form for forståelse for sig selv og fred med verden. 

Mens den unge kvinde sidder i træet, flyder hendes tanker afsted, og hun tænker nu helt uforstående over alt det, hun har været bange for at gå glip af, 

”Man tænker, at alt det, der virkelig betyder noget, bør deles med nogen. Man tænker, at alt det, der virkelig betyder noget, ikke kan deles med nogen.” 

Da hun efterhånden mister tidsfornemmelsen, tænker hun på, at en hund ikke har begreb om tid, og at hun måske er blevet smittet med den egenskab som barn. Dengang havde hendes mor og hende schæferhunden Dina, som hun ventede på sin mor sammen med. 

”Man hører lyden af en mor, der ikke kommer hjem.” 

Den unge kvinde husker, hvordan hun barrikaderede døren, for at holde en evt. morder ude, mens hun bad til, at hendes mor er ok. På samme måde beder hun nu, når det stormer i Dronningens top. Og når vejret er roligt, hører hun træets knagen og tusind års stilhed i stammen, men også lyden af træer der falder til jorden med tordenbrag. Endelig da hendes mor kom hjem, gik der ikke mange dage, før hun aflivede Dina, mens datteren var i skole. 

Den unge kvinde har oplevet massivt svigt, og hunden er synonym med træet, og er indimellem også afbilledet i træets røde farver, mens lugten af hund og træ flyder sammen. Begge står som symboler for tryghed, i en verden hvor en mor, går ud for at købe en rød taske, men efterlader sin datter alene med Dina, eller hvor ’Dronningen’ angribes af mennesker. Til slut forsøger man at fælde træet med motorsave, og det må nu holdes oppe af stålwirer, men står endnu!

En utrolig fin, lidt trist og følsom fortælling, hvis udtryk forstærkes af de smukke, kloge træsnit af Johann Kauth, som forstærker følelsen af, at verden flyder sammen. Bogen vil begejstre det voksne publikum og alle unge med et ekstra hjerterum.