John Kenn Mortensen viser os igen de monstre, som vi ville ønske, vi ikke kendte til

Vi møder både det trivelige søde nissepar, med de spidse huer, der trækker afsted med en ung kvinde med en kæde om halsen, mens nissemors grin afslører alle hendes spidse tænder samt hendes tomme øjne. Samt den søde tillidsfulde pige der er sejlet ud i sin paraply, og som stoppes af tre svævende børn med insisterende øjne og ligeledes tomme øjne. 

Efter sætningen ’Lad os rejse’ ser man fire vandrere, der går hen over hovederne på en flok store uhyggelige troldelignende væsner, og på de næste sider er monstrene nu kæmpestore. ’Trolddomsrejse ned ledsager’ viser en beslutsom vandringsmand med et væsen, der umiddelbart ligner ’Falkor’ fra ’Den uendelige historie’, svævende over sig med et bestemt, men dog ikke skræmmende udtryk. De næste sider viser genkendelige fabeldyr som harpyer og en flok, der kunne ligne Filifjonk fra Mumitroldene, og som alle egentlig virker mere triste end frygtelige. Enkelte af børnene skubber også monstrene lidt væk, for at få ’personal space’, mens andre børn slet ikke kan læse lektier, fordi alle monstrene nærmest hænger på ryggen af dem. 

Monstrene kan være så uhyggeligt beskrevet, at man ikke tør læse den bog til ende, hvori de bor, men de kan også bruges som platforme, man kan stå på, så man kan komme fra et sted til et andet. Monstre kan være mange ting - 

”Alle har brug for nogen.” 

Måske ser man slet ikke monstrene, fordi man er optaget af andre ting, men de er der alligevel, og det er en virkelig fin pointe, at monstrene lurer i skyggerne, og at vi indimellem lukker dem ind af forskellige årsager. 

Monstrene er forskellige. Nogle optræder som venner, mens andre er gyselige plageånder, der forpester ens liv. Nogle af de værste er dem man troede var venner, men som pludselig ser helt anderledes ud. Monstrene kan også være lige så bange for dig, som du er for dem! De kan være til stor gene, og berøve børnene fred og søvn, men de kan også være vogtere, der beskytter mod monstre, der er endnu mere uhyggelige.  

Det handler om at finde balancen, så monstrene ikke tager over, men også at man, selv om man er bange, skal huske på, at monstre ikke behøver at blive lukket ind. Men hvis de alligevel slipper igennem filtret, behøver det ikke være for evigt. 

De mørke illustrationer er dystre, men meget atmosfæriske, forfærdelige og vidunderlige. John Kenn Mortensen har en egen niche, der foregår i en overjordisk verden, og som skildrer gamle folkeeventyr, gys og ånder, der bringer uskyldige børn i fare. Børnene ser ofte forvirrede ud, og virker lidt kede af det. 

Mulighederne for at benytte illustrationerne, som afsæt for historier er nærmest uendelige, da tegningerne udgør et overflødighedshorn af buldrende fantasi.

Bogen er er ikke en grafisk roman i traditionel forstand, men de visuelle vignetter fortæller hver en historie, ved at præsentere et moment af spænding, der efterlader beskueren med en undren over, hvad der foregår. Den svagt gule sepiafarve kombineret med det sorte, giver et nærmest raffineret victoriansk udtryk, som rammer lige i vores kerne. 

Detaljer

Tegneserie
Titel: Klæbemonstre III
Forfatter og illustrator : John Kenn Mortensen
Forlag: Fahrenheit
Emneord: monstre, gys, melankoli, sort humor