Anbefaling - For højt, for vildt og for meget
af Thomas Korsgaard.
En både sjov og eftertænksom billedbog, der fortæller, at selvom man får det man allermest ønsker sig, er det ikke sikkert, man bliver lykkelig.
Af Tiril Mark Høj
Den charmerende og fine historie om Far, der selvom han er bister, har en blomst i knaphullet, og som bor sammen med sine tre børn Bror, Søster og Tredje. Dem har han bare ikke rigtig tid til at være sammen med, for han har vigtige ting at læse om i forhold til fremtiden. Så hver morgen sætter han et stort skilt på døren, der fortæller, at han ikke vil forstyrres!
Når Far sidder på kontoret med det store skrivebord og det endnu større ringbind, kan han ikke høre andet end børnenes larm gennem væggen. Bror laver piruetter i stuen, mens chokoladen flyder ned ad væggene i køkkenet, og alt er kaos, mens Søster er i gang med at spille trompet. Begge stopper, da han truer med at sælge dem på et loppemarked! Endelig kan han få ro til at arbejde! Men i det samme lyder en enormt høj lyd. Det er Tredje, som synger af sine lungers fulde kraft under bøgetræet i haven. Nu kan det være nok! Far putter alle tre i en papkasse, taper den og kører til byen, og sælger kassen til en ældre dame! Men da han endelig har ro, og får åbnet det store ringbind med beskrivelsen af fremtiden, viser det sig, at mappen kun indeholder blanke sider!
En både vittig og klog historie der fortæller om vigtigheden af kunst og kreativitet. Far udskyder samværet med sine glade børn, for at koncentrere sig om fremtiden. Fortællingen husker os på vigtigheden af ’her og nu’, samt at man ikke skal lade det gode i livet suse forbi, fordi man tror, at noget bedre kommer forbi.
Desuden benytter Thomas Korsgaard sig af finurlige ord og vendinger, som eks. introduktionen af ’Far’: ”I et stort hus boede en mand med en bister mine og en blomst i knaphullet.” I teatret kommer Far desuden til at sidde sammen med Sidemand, og på den måde, beskriver navnene i bogen en funktion eller en betegnelse.
Rasmus Yde er en virkelig fremragende illustrator, der har udarbejdet de sjoveste tegninger. Far er lidt lapset med en spids rævesnude, hvorimod ungerne er bredflabede med store ufarlige fortænder. Da Far græder, oplever han buschaufføren sige, at han har vigtige ting at gøre, mens tårerne står bagud af bussen, og hjemme græder Far ned i den tomme papkasse, mens hele gulvet er oversvømmet. Jeg kunne blive ved, men I skal selv læse denne skønne sjove billedbog sammen med alle fra ca. 3 år.