Onsdagsanbefaling - biografisk tegneserie
En virkelig fin biografisk tegneserie, der i autentisk Hergé-stil fortæller om hans liv med nedslag i de år, der havde særlig betydning for Hergé.
Af Jette Holmgaard Greibe
Hergés oplevelser af Bocquet, Fromental & Stanislas
Bogen tager sin begyndelse i 1914, da Georges Prosper Remi, senere kendt som Hergé, er 7 år gammel og tegner en figur, der til forveksling ligner Tintin. Næste nedslag er i 1921, hvor Hergé og en kammerat finder en mand, der har hængt sig i skoven. Den episode kunne meget vel udgøre startskuddet til Hergés idé til kvikke Tintin, som opklarer forbrydelser. I 1928 siger Hergés redaktør på Le XXe Siècles til ham, at han aldrig bliver journalist, men opfordrer i stedet Hergé til at ’gøre det han er bedst til’. Han foreslår ham at holde fast i sin tegnede figur, der mestrer ting, som Hergé ikke selv kan. I 1929 vækkes Tintin officielt til live, og i 1932 bliver Hergé gift med Germaine Kieckens, som var sekretær for Le XXe Siècles direktør. Hergés popularitet steg fra 1930'erne til efter Anden Verdenskrig. Han blev dog kortvarigt fængslet i kølvandet på krigen, og undslap faktisk med nød og næppe at blive henrettet. Vi følger Hergés ægteskabsproblemer i 1950'erne, der sluttede med en skilsmisse i 1975, og den efterfølgende affære med Fanny Vlamynck, som blev hans livslange partner. Hergés interesse for Tintin aftog i 1960'erne, mens han overvejede at opgive sin karriere for at blive kunstmaler. Trods sit ret korte format får bogen alligevel plads til en fortælling om et humoristisk møde med Andy Warhol. Og den slutter i 1983 med en avisartikel, hvor der står: ’Hele verden tager afsked med Hergé.
Bogen beskriver højdepunkterne i Tintin-skaberens liv. Fra barndommen, hvor vi bla. møder hans tvillingeonkler, der senere inspirerer til karaktererne Dupont og Dupont, hunden der inspirerer til Terry samt flere andre sammenfald. Men det er også fortællingen om Hergé, der udelukkede andre kunstnere i at blive krediteret på Tintin-albummene, hans forsøg på at bryde ud af Tintins skygge, og endelig en accept af sin rolle som ’far’ til en af verdens mest elskede figurer. Biografien er tegnet i stil med Hergés egen streg. Det er en virkelig fin bog til alle der ønsker at vide mere om Hergés liv, og som sætter pris på originaliteten i at historien er udarbejdet som en tegneserie. Endda som ligner et af hans egne album. Med sine ikoniske bøger om 'Tintin' (1929-1983) bragte han liv til den belgiske tegneseriebranche gennem seriens 23 bind. Sammen med Morris’ 'Lucky Luke' og René Goscinny og Albert Uderzos 'Asterix' er 'Tintin' en af de bedst sælgende europæiske tegneserier på verdensplan. Med sin karakter, den unge gæve journalist, der vikles ind i alle mulige eventyr i hele verden, skabte han både mysterier, eksotiske rejser og et krimielement. Hergé opbyggede et troværdigt, realistisk univers omkring sin helt, fyldt med farverige karakterer, men han udarbejdede også andre tegneserier. Faktisk fik hans grafiske stil tilnavnet ’Ligne Claire’, og blev en indflydelsesrig kunstnerisk bevægelse. Nogle af Hergés historier var forud for deres tid, og især i Europa er historierne om 'Tintin' blevet en del af den kollektive hukommelse. og bliver jævnligt refereret, hyldet, parodieret og plagieret.
Detaljer
- Tegneserie
- Titel: Hergés oplevelser
- Forfatter & illustrator: Bocquet
- Illustreret af Fromental & Stanislas
- Forlag: Cobolt
- Emneord: biografi, Tintin